En nem tærte med rødbede, rødløg, salatost og frisk timian er et oplagt hverdagsmåltid, som smager yderst skønt, når tærten dryppes med akaciehonning inden servering. Køb en færdiglavet tærtedej, og aftensmaden er ekstra nem og brug gerne triste grøntsager, der snart skal spises.
Ingredienser
1 rulle fersk grov tærtedej
6 æg
1 spsk. mælk
1/2 rødløg
1/2 mellemstor rødbede
100 g. salatost
En håndfuld frisk timian
Akaciehonning til topping
Fremgangsmåde
Tænd ovnen på 180 grader varmluft og rul tærtedejen ud i en tærteform. Brug en gaffel til at prikke huller i dejen og forbag tærtedejen i 10 minutter.
I mellemtiden skæres rødløg og rødbeder i fine skiver, fordel dem på den forbagte tærtebund.
Pisk æg med mælk, salt og peber og hæld æggemassen over grøntsagerne i tærten.
Smuldr salatost og strø det over tærten sammen med frisk timian.
Bag tærten i 30 minutter på 180 grader varmluft, til æggemassen er stivnet, og rødbederne er møre. Inden servering dryppes tærten med akaciehonning.
Tips og Tricks
Tærten er også god dagen efter så gem gerne et par stykker til madpakken, men tærten kan også fryses, hvis ikke du kan nå at spise det hele. Erstat gerne salatost med hytteost, eller lav din egen tærtebund, for det bliver tærten bestemt ikke værre af. Du kan også bruge tørret timian i stedet for frisk, hvis du ønsker det. Server tærten med en let grøn salat med bagt rødbede, salatost og ristede hasselnødder.