Ravioli i butternut squash pastasauce med karameliserede valnødder er en nem og velsmagende vegetarisk efterårsret. Pastasaucen er lavet af ovnbagt butternut squash, hvidløg og løg, som blendes sammen med grøntsagsboullion, græsk yoghurt, parmesanost, citronsaft og krydderier. Retten kræver derfor hverken mange ingredienser eller færdigheder i et køkken, og så smager pastaretten aldeles godt.
Ingredienser
Butternut squash pastasauce
1 butternut squash
1 løg
2 fed hvidløg
1 spsk. citronsaft
2 spsk. græsk yoghurt
2 spsk. parmesanost
2 dl. grøntsagsboullion
Friskkværnet salt og peber
Et nip chiliflager
Olivenolie
Pasta
250 g. ravioli, evt. med ost og valnødder
Karameliserede valnødder
1 spsk. sukker
1 håndfuld valnødder
Fremgangsmåde
Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Skyl og halver butternut squashen, fjern kernerne og skær squashen i tern. Kom ternene på en bageplade beklædt med bagepapir, drys med olivenolie og salt. Skær løget i kvarte og bag det sammen med hvidløgsfed og butternut squashen i ca. 30 minutter.
Kog pastaen efter pakkens anvisning.
Smelt sukker på en varm pande til det bliver flydende. Tilsæt så valnødder og vend rundt i et par minutter, inden nødderne tages af varmen, og panden sættes i blød.
Tag grøntsagerne ud af ovnen og lad dem køle af, inden de blendes til en pastasauce med grøntsagsboullion, græsk yoghurt, citronsaft, parmesanost, chiliflager, salt og peber. Tilsæt evt. mere vand. Vend saucen af butternut squash med pasta og pynt med karameliserede valnødder.
Tips og Tricks
Tilsæt eventuelt mere grøntsagsbouilion eller kogende vand, hvis du foretrækker en mere flydende pastasauce. Prøv også at erstatte parmesanost med gærflager og erstat græsk yoghurt med et plantebaseret alternativ for en vegansk udgave. Vælg desuden lige den pasta eller ravioli, som du synes bedst om.